Copyright © 2018 · Philip Elberling

  • Philip Elberling
  • Philip Elberling
  • Philip Elberling

Den STORE dag!

September 18, 2006

Så kom den dag vi har ventet på så længe.

Indrømmet - vi sov ikke ret godt i nat. Tankerne tumlede rundt i hovederne mens vi skiftevis lå og drejede os rundt i sengen. 

Vi vågnede tidligt, spiste en god lang morgenmad med Anette og Thomas. Jeg gik ned på gaden for at få pudset sko hos én af de utallige skopudsere der er lige rundt om hjørnet mens Henriette nettede sig. Vi havde nemlig flere gange fået bestemt besked på at tage pænt tøj på, for at vise respekt for højtideligheden.

 

Anette og Thomas havde regnet ud hvordan man kunne udnytte værelset meget bedre, så man kunne få et støre gulvareal til at lege på og en kæmpe seng i et hjørne. Thomas hjalp os med samme løsning.

 

Klokken ét blev vi hentet af vores guide. Sommerfuglene i maverne var nu på størrelse med albatrodser! 

Regnen silede ned da vi bliv kørt igennem byen til civil affairs kontoret.

 

Vi gik gennem en butik for at komme ind i en opgangen og op i en beskidt elevator. 

På vej gennem hoveddøren til kontoret kom en mand gående forbi med 2 børn i favnen.

Den ene lignede godt nok Olivia, tænkte vi med det samme. > You Fubei < sagde manden. Jamen det er jo hende!

Og med ét stod Henriette med hende i favnen....

Det var fuldstændig overrumplende! 

Olivia var bare stille og nysgerrig. Kiggede sig lidt omkring og affandt sig med situationen. Guiden stod og klappede og råbte >FuBei!< Det reagerede hun også lidt på.

 

I mellemtiden fik Thomas og Anette deres Anna. Hun græd først lidt men det gik hurtigt over. 

Anna og Olivia er begge fra det første børnehjem i Youyang og der én dags forskel på dem. Så de kender godt hinanden.

 

Vi var de første 2 par til at hente børn, men der kom løbene flere og flere plejere med børn ind på det store kontor. klar til overlevering. Efterhånden kom amerikanske og spanske familier ind og fik deres børn i armene. Lydniveauet steg og steg. Børn i angstfyldte krampegråd, råbene og klappene kinesere og småtudende nybagte forældre. Det begyndte efterhånden at gøre Olivia lidt urolig. Hendes ble var gennemblødt, så den måtte vi lige klare i en lænestol ved siden af en mand der fuldstændig upåvirket lå og sov med en avis over hovedet.

 

 

Så skulle der tages officielt billede af os på en rød baggrund. 2 fjogede nybagte og forvirrede forældre og en lille mut pige i midten. Der blev sat fingeraftryk i dokumenterne og udvekslet gaver alt i mens guiden sørgede for alle papirerne.

 

Da personalet der havde afleveret Olivia og Anna tog afsked med os og gav Olivia et knus, var det lige som tiøren faldt for hende. Hun blev helt ulykkelig og brød ud i en utrøstelig gråd.

Hun græd og græd, ned i elevatoren, ud i bilen, hele vejen hjem til hotellet og op på værelset. Der faldt hun endelig lidt til ro. Men 10 minutter efter skulle vi ned til hotellets læge og få hende tjekket.

Det var en noget overfladisk læge der lyste Olivia i ørerne med en almindelig lommelygte. Da lægen tog tøjet af hende opdagede vi nogle runde røde hævet mærker på den ene fod. Olivia brød ud i gråd igen. Lægen mente det var insektbid som hun gav os noget salve i mod.

Hvis det ikke bliver bedre i løbet af et par dage, må vi nok lige et smut forbi hospitalet og få det tjekket.

 

Vi var fra starten enige om at det primært skulle være Henriette der bar hende, så hun ikke skulle forholde sig til flere indtryk end højst nødvendigt. Men efter turen ville hun hellere over til Philip. Hun grad fortsat en times tid endnu. Vi prøvede om hun var sulten eller ligge ned eller lege med noget legetøj. Det eneste der virkede lidt var at lege med mikrofonen til videokameraet.

Men efterhånden blødte hun op og legede mere og mere. Og efter ca 4 timer kom det første lille grin.

Det var fantastisk!

 

Vi bestilte roomservice og jeg fik puttet hende i vores seng. Hun ville bestemt ikke ligge i tremmesengen.

Men efter halvanden time vågnede hun og var sulten og meget frisk igen.

Hun legede, pludrede og kæmpede efterhånden mere og mere med at holde sig vågen. Selvom vi puttede hende lå hun bare og kiggede skiftevis fra den ene til den anden. Vi blev virkelig tjekket ud.

Hun gav først op ved elve-tiden.

 

Nu sidder vi bare og kigger på hende - og er helt vildt lykkelige......

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Seneste blogindlæg

April 4, 2018

March 30, 2018

March 22, 2018

March 22, 2018

September 27, 2006

Please reload

Arkiv
Please reload

Sorter efter tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square