Copyright © 2018 · Philip Elberling

  • Philip Elberling
  • Philip Elberling
  • Philip Elberling

Pandaer og lerkrigere

March 30, 2018

Så blev det tid til at give pandaerne et besøg. Torsdag morgen blev vi sat af bussen i udkanten af Chengdu ved et kæmpe stort pandacenter. Stedet var lavet som en frodig skov med masser af smukke planter og træer - og så naturligvis masser af bambus. Anlægget var lavet rigtig fint og var virkelig stort. Ingen tvivl om at de nuttede pandaer har det godt her.

Her lærte vi blandt andet at pandaer kun drikker rindende vand for at være sikre på at det er frisk.


Efter endnu en dejlig frokost med en masse retter gik vi en lang tur i folkets park i Chengdu. Her er et leben uden lige. Musik af dans af forskellig slags, lige op og ned af hinanden, så man bliver bombarderet af fleres forskellige melodier og rytmer, samtidig!

Midt i parken er der dedikeret et område til en særlig form for dating. Her mødes forældre med hinanden for at arrangere dates med deres voksne børn. Her ligger, eller hænger de CV'er op med deres egne børns uddannelse og personlige fortræffeligheder og ønsker og krav til en passende mage. Der bliver reklameret - og diskuteret ivrigt. Dem der har piger kan stille de højeste krav, da fyrene er i klart overtal på grund etbarnspolitikken, med kønsselektering til følge. Seven læste op af nogle af spisesedlerne og forklarede at de fleste voksne børn lidt modstræbende går med at til at give de arrangerede dates et forsøg, men de foretrækker nu selv at finde en partner.
Seven, der er 25 år, fortalte at hun selv er under stort pres fra hendes forældre, der gerne snart ser en svigersøn og nogle børnebørn.

Vi drak grøn te i et klassisk tehus, hvor kineserne sad og hyggede sig med forskellige brætspil. Vores piger hyggede sig og nød opmærksomheden fra Seven, der fjollede og fnisede sammen med dem og fik en kvinde til at lave kunstneriske figurer til dem i karamel.
Så blev vi kørt til lufthavnen for at tage et aftenfly til Xi'an. Der blev taget varm afsked med Seven. Hun udvekslede kontaktoplysninger med pigerne, der med blanke øjne gik snøftende ind til checkpoint.

Efter en times flyvetur var vi i Xi'an. Her tog guiden, der kalder sig Tapo, imod os. Tapo var totalt tjekket i tøjet og meget bevist om sit ydre. Han havde styr på det hele men talte engelsk i en robotagtig staccato. Vi funderede om han virkelig var en robot (?) Vi blev indlogeret på et superlækkert hotel som vi gav ekstra point for at servere en ekstra kop kaffe "to go" når man forlod morgenmadsrestauranten. Den service må gerne brede sig til resten af verdenen.

Fredag stod vi tidligt op for at køre til Terrakottahæren. Vi havde ellers betalt rejsebureauet ekstra for at slippe for alle mulige såkaldte "fabrikker", hvor man skal købe alt muligt skrammel, men denne gang røg vi alligevel i fælden, før vi kunne få lov til at se det vi kom for.


Terrakottahæren blev tilfældigvis opdaget af nogle bønder i 1974. Det år var der særlig varmt og tørt så de prøvende at grave dybt ned for at finde grundvand til en ny brønd, men de fandt ingen vand. I stedet fandt nogle fint forarbejdede lerstykker. Én af bønderne havde gået lidt i skole, så han gættede på at det var noget vigtig forhistorisk de var støt på. Han gik til de lokale myndigheder med lerstykkerne, der sendte dem videre til nogle arkæologer i Beijing. Herefter begyndte den enorme udgravning til de ca 8000 lerfigurer, der hver er lavet med sit eget særpræg hvor en ny soldat har stået model til hver eneste figur, i menneskelig størrelse.
 

 

Den flotte restaurerede bymur blev kort beundret, inden vi tog til det muslimske kvarter i Xi'an.
Mændene her går med en særlig hat, og kvinderne går med tørklæde. Her blev der lavet alle mulige lækre retter. Vi benyttede lejligheden til at proviantere til den 1300 kilometer lange nattogtur til Beijing.

Der var et farligt spektakel ved banegården i Xi'an. Adskillige folk i uniformer stod og råbte noget forskelligt i megafoner og der var et mylder af mennesker i alle retninger med kufferter og kasser.

Meget har forandret sig i Kina siden vi var her for over 11 år siden, men kineserne har endnu ikke taget køkulturen til sig fra vesten. Her bliver stadigvæk skubbet, maset og snydt for at komme forrest. Efter et par køer foreslog vores guide at vi betalte en ti-er ekstra per person for at komme forrest i køen og få lov til at gå stille og roligt ombord på toget. Det forslag takkede vi ja til, da vi så hvordan vores kommende medpassagerer blev mast op af et jerngitter som snart skulle åbnes.
Det blev dog stadigvæk lidt hektisk, da vi opdagede hvor langt toget var - og at vi var i den stik modsatte ende.
Over tyve vognsæt senere fandt vi vores vogn, som den sidste.

 

Olivia, Henriette og jeg fandt vores coupé med fire køjesenge. I den ene køjeseng sad der allerede en ung kinesisk kvinde.
Da vi havde bakset vores tunge bagage op under loftet, kom hendes kæreste ind og satte sig ved siden af hende. Han skulle sove i en anden coupé, men vil selvfølgelig gerne hygge hos hende. Så sad vi der overfor hinanden i den trænge coupé med en halv meter i mellem os.
Vi kunne smile til hinanden, men at tale var som vanligt umuligt. Da de første akavede minutter var ovre begyndte de at kigge på hans smartphone. Han ville helst se fodbold, men det gad hun ikke. Selvom vi er meget forskellige på mange felter, er der alligevel også éns karaktertræk og kønsrollemønstre der går igen i hele verdenen.
Så gik vi til køjs og han tøffede ind til sig selv.

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Udvalgte blogindlæg

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Seneste blogindlæg

April 4, 2018

March 30, 2018

March 22, 2018

March 22, 2018

September 27, 2006

Please reload

Arkiv
Please reload

Sorter efter tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square